Biodiversitet: Haveaffald eller Pindsvinebo?

Biodiversitet: Haveaffald eller Pindsvinebo?

Vi danskere har en tendens til at rydde alt for meget op i vores haver. I virkeligheden gør det mere skade end gavn. Hvad mange måske ikke ved er, at hvis vi gerne vil have en sund have med smukke blomster og en god høst, så har vi brug for diverse dyr og insekter. De fleste af os har i skolen lært om fødekæder, økosystemer og biodiversitet, men hvad er det nu det hele betyder? Kort fortalt handler biodiversitet om hvor mange forskellige organismer der lever i et område. Alle de organismer danner tilsammen et økosystem. Et økosystem er vigtigt i forhold til blandt andet fødekæden, fordi det handler om hvordan dyr og planter lever med og af hinanden. Hvis ikke din have har bladlus f.eks. så har du højst sandsynligt heller ingen mariehøns, som spiser disse bladlus. På samme tid har nogle sommerfugle brug for brændenælder til at lægge deres æg på. Et æbletræ vil som eksempel heller ikke sætte frugt, hvis ikke der har været en bi forbi med pollen. På den måde skabes et økosystem hvor planter og især dyr har brug for hinanden for at overleve.

Læs mere om økosystem her.

Læs mere om biodiversitet her.

©Søren Jørgensen

I dette indlæg kommer det til at handle om hvordan resterne fra træerne kan tiltrække pindsvin. En måde at gøre det på kunne være at lave en bunke afklippede grene som på billedet ovenover. Det er et godt sted for pindsvin at lave sig en rede. På samme tid vil bunken også tiltrække diverse fugle og insekter. Pindsvin lever naturligt i skovbryn og krat, så det er den følelse vi gerne vil skabe ved at lave denne bunke af afklippede grene. De vil gerne bo et skyggefulgt sted hvor de kan gemme sig og bygge en dejlig redde og det kan en kvasbunke give dem.

©Søren Jørgensen

En anden måde man yderligere kan tiltrække pindsvin på, er ved at efterlade lidt mad til dem om aftenen. Man skal dog vide, at det at pindsvin godt kan lide mælk og brød er en skrøne. De kan ikke tåle det! De kan simpelthen ikke fordøje det ordentligt og vil få forstoppelse eller diarre. I værste fald dø. Derfor skal man i stedet lægge lidt kattemad (tørfoder) ud og en skål med vand. Maden skal gerne være frisk, så hvis ikke det bliver spist gennem natten, så tag og smid det ud efter nogle dage og erstat det med noget nyt. Pindsvin spiser naturligt orm, snegle og diverse insekter. Nogle gange også nedfalden frugt. Så prøv eventuelt at gøre måltidet mere naturligt for dem ved at sprede foderet lidt ud på området i stedet for at efterlade det i en skål.
For ikke at gøre det for unaturligt er det en god idé at lægge lidt mad ud i april måned hvor de vågner af deres dvale. Derefter vil der være nok mad til dem gennem sommeren som er naturligt, og når så månederne bliver kolde, kan man begynde at hjælpe dem igen, ved at lægge lidt mad ud til dem.

Pindsvin går i dvale om vinteren, men sover ikke hele vejen igennem. Engang i mellem, ca. en gang om ugen, vågner de for at få stofskiftet i gang, spiser lidt og går derefter tilbage i seng. Til formålet bygger de en rede. Man kan lave et ”hus” til dem, som hvis man lavede et fuglehus. Selvfølgelig med et noget større hul i. Man skal dog være meget opmærksom på målene når man laver denne type kasser. Pindsvin kan nemlig ikke bakke, så rummet skal være stort nok til at det kan vende sig, ellers er det en fælde og dermed dyrplageri.
Her er en engelsk guide med passende mål til en sådan kasse.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *