Hyldeblomst

Hyldeblomst

Jeg tror de fleste har stødt på hyldeblomstsaft i supermarkedet. Hvad nogen måske ikke ved er, at man ikke behøver gå, cykle eller køre ret langt for at høste lidt blomster selv, og lave en super velsmagende saft. Og er det ikke altid lidt lækre når det er hjemmelavet?

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om hvordan planten ser ud og hvordan man kender den ud fra mine egne observationer. Og dermed, forhåbentlig, friste nogen til at prøve at lave saften selv.

Hyldeblomst vokser på et træ og sidder i store klaser, også kaldet skærme, som set på billedet nedenfor. Det er en skærm af små hvide blomster, men på afstand ser de mere gullige ud på grund af de gule støvknapper, som er dem der laver blomsterstøvet (pollen).

Blomsterne er både han- og hunkøn. Det betyder at de kan befrugte sig selv og dermed lave hyldebær, som også bruges til en lækker saft, som er super sund og ofte bruges mod forkølelse og ondt i halsen.

©Carina Marcussen

Hyldeblomsterne begynder at blomstre midt i maj til engang sidst i juni. Allerede nu her midt i juni begynder de så småt at afblomstre.

Har man smagt og duftet hyldeblomstsaft er man ikke i tvivl når man nærmer sig et træ med hyldeblomster. De har en fantastisk dejlig og frisk duft som man nemt kan genkende hvis man har duftet det før.

Hyldetræets blade er mørkegrønne og tandet. Det betyder at kanten på bladet ligner tænderne på en sav.

Træerne findes, efter mine observationer, alle steder. Jeg kører aldrig ret langt af en landevej før jeg støder på flere af disse træer. Og når man har lært at genkende dem, kan man spotte dem på lang afstand, selvom man skulle sidde i et tog.

Det er vigtigt, når man høster hyldeblomster, at man ikke høster dem hvor der er meget trafik. Osen fra bilerne gør ikke godt for din krop, og det ville være det samme som at købe sprøjtet frugt i supermarkedet. Derfor – vil man have en økologisk, hjemmelavet saft, så pluk dem hvor der er mindre trafik og bilos!

Som bonusinfo kan man finde en svamp kaldet Judasøre på træets stamme, om efteråret. Den kan spises og smager rigtig dejligt på en leverpostejmad. Du kan læse mere om svampen her.

Det var lidt om hyldeblomsterne som er så dejlig friske her i starten af sommeren. Jeg håber du har mod på at plukke nogen selv og finde en opskrift der passer til din smag når det kommer til hyldeblomstsaft.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *